Årets tema

 

 

Krige, konflikter og katastrofer er blevet en stor del af alles hverdag, uanset hvor vi bor, og hvem vi er.
Herhjemme oplever vi, at vejret forandrer sig og bliver mere ekstremt. Andre steder har vejret allerede ændret sig så markant, at familier er tvunget til at lægge deres liv om eller i værste fald flygte i sikkerhed.
Klimaforandringerne er ikke længere noget vi frygter en dag vil ramme. Det er allerede sket.
Det er ikke kun konsekvenserne af klimaforandringerne, der er rykket tæt på. I Ukraine raser krigen snart på sit tredje år. De voldsomme bombardementer, og den konstante frygt har sat sig dybt i befolkningen, og mange børn kan ikke længere huske livet før invasionen.
I Israel og Palæstina er menneskeliv meningsløst gået tabt, familieliv er slået itu, og 1.8 millioner mennesker i Gaza er blevet fordrevet uden at kunne finde sikkerhed.
Det er lige dér, midt i katastrofen, at udsatte mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve.
Derfor går pengene fra Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling i år til at hjælpe mennesker ramt af katastrofer.
Vi uddeler blandt andet mad, varme tæpper, et sikkert sted at bo eller penge, så de ramte selv kan bestemme, hvad de har brug for.

Vil du støtte vores indsamling, så tryk her

 

 

I Sydsudan, der i forvejen er ramt af voldsomme konflikter, har klimaforandringerne også sat sine spor. Den ene del af landet er ramt af tørke, den anden del er ramt af oversvømmelser. FN vurderer, at hvis temperaturstigningerne fortsætter, vil Sydsudan slet ikke eksistere i år 2100. Landet vil være oversvømmet. 11 mio. mennesker vil være tvunget på flugt af konflikt og klimakatastrofe.

 

 

5.7 millioner ukrainske børn vokser op midt i krigens rædsler. De kan ikke komme i skole, i børnehave eller komme ud at lege, men tilbringer deres barndom i beskyttelsesrum og -kældre. Ud af dem, har fire mio. børn akut brug for nødhjælp.

I marts 2023 blev Malawi ramt af den længste og værste cyklon, der nogensinde er i målt i verden. Cyklonen varede i fem uger og dræbte mere end 1000 mennesker. Mange flere er stadig savnede og frygtes begravet under store sten og sand. Man frygter, at op mod 7.000 mennesker i alt mistede livet.
Cyklonen ramte sent om aftenen og rev alting med sig.
Op mod 700.000 mennesker måtte flygte fra deres hjem, da cyklonen ramte. Her næsten et år efter, bor 50.000 stadig i midlertidige lejre. Uden hjælp har de ingen udsigt til at kunne genopbygge deres liv og komme videre.